FCK henter irer fra Premier League
FCK har hentet irske Kevin Foley. Foto: SIMON DAWSON/AP
FC København henter den irske forsvarsspiller Kevin Foley som forstærkning til sine backpladser.

Superligaklubben FC København har lavet aftale med ireren Kevin Foley, som kommer fra Wolverhampton i den næstbedste engelske fodboldrække.

Det oplyser FC København på sin hjemmeside.

- Kevin Foley er en bundsolid og rutineret back med erfaring fra Premier League, The Championship og det irske landshold, siger FCK-manager Ståle Solbakken til hjemmesiden.

Indkøbet skal ses som en forstærkning til backpositionen, som er en smule trængt.

- Han vil øge konkurrencen om backpladserne og tage presset lidt af Christoffer Remmer og Ludwig Augustinsson, der henholdsvis er på vej tilbage fra en lang skade og er helt ny i klubben. De vil begge skulle bruge lidt tid, inden de rammer topniveauet.

- Nu er vi stærkt garderet med Kevin, som er 100 procent pålidelig, siger Ståle Solbakken.

Kevin Foley har optrådt på det irske fodboldlandshold, og han har spillet mere end 200 kampe for Wolverhampton. Senest har han dog været udlejet til Blackpool.

Wolverhampton melder mandag på sin hjemmeside, at kontrakten med Kevin Foley, som løb til indtil sommer, er ophævet.

/ritzau/