Det skal være slut med sløvt tempo og langsom boldomgang hos FC København i Superligaen.
Der skal samme fart og tempo ind på holdet i de hjemlige ligakampe som i tirsdagens 1-1-kamp i Champions League mod Juventus, mener FCK-anfører Lars Jacobsen.
- Det er vigtigt, hvordan vi administrerer det her. Vi skal se, om vi ikke kan holde det her tempo.
- Jeg er godt klar over, at vi ikke kan spille som Juventus, for vi er ikke lige så dygtige, og vi har ikke den samme kvalitet, siger Lars Jacobsen.
Alligevel vil landsholdsbacken gerne se, at københavnerne spiller hurtigere og på et lige så højt niveau som mod Juventus, når holdet tager imod OB i Parken på søndag.
- Vi skal bringe tempoet med videre, så vi trykker vores modstandere i Superligaen, så vi kan komme et par pladser længere op i tabellen, siger Lars Jacobsen.
FCK er i øjeblikket placeret på en skuffende 10.-plads i Superligaen efter blot én sejr i otte kampe.
Derfor var det opløftende for Lars Jacobsen at se, at københavnerne var i stand til at spille lige op med Juventus. Der skal lige så meget held og dygtighed til mod de øvrige modstandere i gruppen, Real Madrid og Galatasaray.
- Hvis vi kigger på de tre hold i gruppen, så skal der en portion held til, og jeg tror, at Johan Wiland skal stå nogle gode kampe, hvis vi skal have nogle point i de kampe. Det må vi være realistiske og sige.
- Jeg synes, at vi kæmpede og døde med støvlerne på. Og det er det vigtigste, om det så bliver til tre, et eller nul point, siger Lars Jacobsen.
- Når vi møder de hold, så møder vi 11 spillere på banen, som har verdensklasse. Det ved vi godt, at vi ikke selv har, så vi skal lukrere på nogle andre ting såsom noget holdgejst, siger Lars Jacobsen.
Næste FCK-kamp i Champions League bliver udekampen mod Real Madrid i starten af oktober.
/ritzau/