Den ghanesiske angriber Godsway Donyoh fortsætter i FC Nordsjælland frem til 2021.
Superligaklubben oplyser onsdag, at den har forlænget kontrakten med den 24-årige profil, så aftalen løber i yderligere to og et halvt år.
Donyoh er en af de rutinerede spillere på et ungt FCN-hold, der de senere år hele tiden har fornyet sig med unge spillere fra sit eget akademi, hver gang en profil er blevet solgt til udlandet.
Donyoh har i denne sæson scoret seks gange i Superligaen og en enkelt gang i kvalifikationen til Europa League. Det gør ham til vicetopscorer i klubben efter Andreas Skov Olsen.
Ghaneseren har i alt spillet 57 kampe for Farum-klubben og scoret 23 gange.
Han kom til klubben i januar 2016. Inden da var han i sine tidlige år som senior på kontrakt i den engelske storklub Manchester City. Herfra blev Donyoh udlejet til de svenske klubber Djurgården og Falkenberg.
Den nye aftale med FCN udløber i sommeren 2021. Den hidtidige kontrakt stod til at løbe ud efter den igangværende sæson.
/ritzau/