FC Midtjylland vandt på udebane 2-0 over AC Horsens i Superligaen, og dermed kan holdet ånde lettet op.
Inden kampen lå midtjyderne nemlig på 10.-pladsen, og derfor var holdet på forhånd opsat på at hente tre vigtige point inden vinterpausen i Superligaen.
Horsens har derimod lukket 22 mål ind i 11 hjemmekampe.
Kampen var i forvejen tæt på at blive aflyst grundet snestormen. Men en stor indsats fra frivillige, der ryddede banen, betød, at kampen blev gennemført efter dommer Jakob Kehlets godkendelse.
Måske grundet den våde bane var kampen ikke særlig velspillet, men intensiteten fejlede intet. Begge hold havde brug for tre point.
Efter knap 10 minutter kunne FCM bringe sig foran 1-0. Tim Janssen vekslede et flot indlæg fra højrefløjen til mål, da den høje hollænder headede bolden i buret.
Flere gange mistede Horsens bolden på midtbanen i første halveg, og det var tæt på at give problemer, da FCM opsnappede bolden efter en halv time.
Danny Olsen drev bolden frem og satte Nabil Aslam med et par driblinger, men skuddet på mål sad direkte på målmand Frederik Rønnow, der havde flere gode redninger.
Efter pausen var Troels Kløve tæt på at udligne for Horsens, men der blev dømt hånd på bolden, da han efter tre skud på målmanden fik bolden i mål.
Danny Olsen viste flot spil i kampen og fik en assist, da han sendte et indlæg ind i feltet til Morten Duncan Rasmussen, der scorede til 2-0, da han sikkert satte bolden ind.
Dermed kan FCM overvintre på ottendepladsen med 22 point, mens AC Horsens indtager syvendepladsen med 23 point.
Kampen mellem AaB og OB blev aflyst grundet sne. AaB ligger i øjeblikket nummer tre i superligaen lige foran OB, der er nummer fire.
/ritzau/