FC København ser ud til at have fundet afløseren for Robert Skov.
Torsdag aften meddeler den danske mesterklub i en pressemeddelelse, at man har opnået enighed med Real Zaragoza om et køb af den 22-årige offensivspiller Pep Biel.
Derfor rejser spanieren nu til København, hvor han skal forhandle sine personlige betingelser på plads, ligesom han også skal bestå et eventuelt lægetjek.
Prisen oplyses ikke, men tidligere torsdag skrev B.T., at klubberne var enige om et beløb på omkring fem millioner euro, hvilket er cirka 37 millioner kroner. Det er i så fald FC Københavns dyreste indkøb til dato.
Pep Biel er venstrebenet ligesom Robert Skov. I sidste sæson scorede spanieren seks mål i 21 kampe i Spaniens næstbedste række.
/ritzau/