Andrew McCabe, der er vicedirektør i det amerikanske forbundspoliti (FBI), forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser en række unavngivne kilder til flere medier, herunder NBC News.
McCabe skulle have siddet i stillingen frem til marts ifølge nyhedsbureauet Reuters, men smutter altså før tid. Han vil ifølge NBC være på betalt orlov, frem til at han i midten af marts officielt er fortid i FBI.
McCabe er blevet udsat for kritik af USA's præsident, Donald Trump. Kritikken har gået på, at McCabe åbenlyst er politisk uenig med præsidenten.
Angiveligt skulle Trump have forsøgt at få McCabe til at sige op.
Det afviser Sarah Sanders, der er talskvinde i Det Hvide Hus.
- Præsidenten har ikke været del af den beslutningsproces, siger hun på et pressemøde og bekræfter dermed tilsyneladende McCabes afgang.
I sidste uge satte en anden talsmand i Det Hvide Hus for alvor gang i fyringsspekulationerne, da han udtalte, at Trump "mener, at højtstående ledere med politisk bias har tilsværtet FBI's renommé".
Trumps republikanske partikolleger har ofte kritiseret McCabe for hans rolle i FBI's undersøgelse af den tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clintons håndtering af e-mails, da hun var udenrigsminister.
FBI endte med ikke at rejse sigtelser mod Clinton til nogle republikaneres store ærgrelse.
Problemet med McCabe er - ifølge hans kritikere - blandt andet, at hans kone har stillet op som senator for Demokraterne. Hun har modtaget store pengedonationer fra en guvernør, der skulle være tæt allieret med Hillary Clinton og hendes mand, ekspræsident Bill Clinton, skriver Reuters.
Flere udvalg i Kongressen, hvor der er republikansk flertal, er ved at undersøge, om FBI sjuskede med undersøgelsen af Hillary Clinton, og om der var et ønske om at frifinde hende.
Demokraterne mener, at disse undersøgelser er blevet sat i gang udelukkende for at fjerne fokus fra de igangværende undersøgelser af Donald Trump-kampagnens forhold til Rusland.
49-årige Andrew McCabe har været ansat i FBI siden 1996.
/ritzau/