Den 22. december giver Bakkens Pjerrot Kurt Flemming i forbindelse med "Jul på Bakken" sin sidste optræden ved sit karakteristiske lille grønne hus og overdrager efter 23 års tro tjeneste stafetten til skuespiller Morten Eisner, der bliver ny Pjerrot fra 2020.
– Da Kurt for lidt over to år siden annoncerede, at han ønskede at stoppe som Pjerrot ved udgangen af 2019, var det helt naturligt for os at tage en snak med Morten. Han er skuespiller og en sand gøgler af natur, og så er han kommet på Bakken hele sit liv og har også de senere år optrådt lejlighedsvist på Bakken som Professor Augusto i sin gengivelse af Tribini. Morten er en musisk artist og vil derfor også kunne tilføre noget nyt og andet til Bakkens Pjerrot, og det glæder vi os meget til at opleve og præsentere på Bakken i året, der kommer, siger Bakkens direktør, Nils-Erik Winther.
Gøgler af sind
– Jeg er gøgler af sind og er sammen med min far og min bror kommet på Bakken hele mit liv og har altid været fascineret af Pjerrot-figuren. Det særlige ved Pjerrot er, at han er helt hvid i sit fysiske udtryk, og at man i sit arbejde med figuren derfor må lade alle hans farver komme til udtryk på andre måder. Som gøgler kan man nok blive indtægtsløs, men man kan aldrig blive arbejdsløs, for man er hele tiden på for at skabe kontakt til mennesker og underholde dem, siger Morten Eisner.