Det skal være ulovligt at sælge tandpastaer og andre personlige plejeprodukter, der indeholder giftstoffet triclosan.
Sådan lyder det nu fra flere sider af folketingssalen, efter at DR har afsløret, at fem dages tandbørstning med tandpastaen Colgate Total fik koncentrationen af triclosan i tre testpersoners krop til at stige med op til 9000 gange.
- Triclosan er hormonforstyrrende, det er skadeligt, og der findes et alternativ, så hvorfor skal vi så tillade sådan nogle ting i en tandpasta?, spørger Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, ifølge DR Nyheder.
Triclosan har i flere år været under opsyn, og for nylig fastslog en rapport fra rigshospitalet og DTU, at stoffet er hormonforstyrrende. Samtidig mistænkes stoffet for at kunne skabe resistens over for antibiotika.
Alligevel er det ikke ulovligt at tilsætte stoffet til for eksempel tandpasta. Men der burde være omvendt bevisbyrde, hvis det stod til Dansk Folkeparti.
- Vi ønsker ikke det her produkt på markedet. Så hvis et stof er mistænkt for at være farligt, så skal det være op til virksomhederne at dokumentere, at det ikke er skadeligt, siger partiets miljøordfører, Jørn Dohrmann.
Professor Bo Jønsson ved Lunds Universitet er lige nu i gang med et forskningsprojekt, hvor han undersøger triclosans ophobning i kroppen hos 2400 svenske kvinder og deres børn.
- Jeg anbefaler især børn og gravide kvinder at bruge en anden tandpasta end Colgate Total, siger professoren ifølge DR Nyheder.
Der skal mange forsøg til, før man kan sige noget helt præcist om triclosans effekt på mennesker.
- Men undersøgelser lavet på rotter viser, at det hormonforstyrrende stof blandt andet betyder, at piger kommer tidligere i puberteten, siger forskeren.
I en mail til DR Nyheder skriver Colgate, "at Colgate Total overholder den europæiske og danske lovgivning", "og vi overvåger nøje nye sikkerhedsdata i relation til de ingredienser, vi anvender, herunder triclosan."
Netop de europæiske regler på området, gør det svært at komme igennem med et dansk forbud, lyder det fra miljøminister Ida Auken (SF).
/ritzau/