- Hovedpointen er, at et barn ikke skal efterlades. Det er et lille land, hvor vi passer på hinanden, og man sætter ikke bare andres børn af på fremmede veje.
Sådan siger Kamram Sarwar til Avisen.dk, efter historien om hans 10-årige søn, Mateen, som blev sat af bus 260R mellem Køge og Ringsted, har spredt sig på nettet.
Den kvindelige buschauffør ville ikke lade Mateen køre med, fordi der ikke var registreret penge på den 10-årige drengs rejsekort.
Mareen havde været til cricket-træning i Køge og skulle tage bussen hjem til Ringsted, som han ofte gør.
Chaufførens opførsel var udpræget mangel på dømmekraft, lyder det fra Kamran Sarwar, som blev både chokeret ked af det og skuffet, da han fik sin grædende søn i røret og fandt ud af, hvad der var sket.
Faderen er dog tilfreds med den måde, Movia efterfølgende har håndteret sagen på, pointerer han, da Avisen.dk får ham i røret.
- Det er ikke fordi, jeg overhovedet kræver chaufførens hoved på et fad. Movia har sagt, at de tager fat på buschaufføren, og så tager de en snak. Så det er fint, siger han og tilføjer, at chaufføren nok ikke har været helt sig selv den dag.
Omstændeligt rejsekort
Kamran Sarwar retter samtidig en kritik af rejsekort-løsningen, som han kalder "omstændelig," og som han mener har svigtet i det her tilfælde.
- Vi taler om et rejsekort der er udviklet til flere milliarder kroner, som tilsyneladende ikke kan registrere, at der er sat penge ind, før der er gået 24 timer, siger han.
Kamran Sarwar har nu undersøgt mulighederne for rejsekortet og fundet ud af, at det er muligt at knytte en automatisk tank-op-aftale til et barn under 18 år ved at dele sin egen aftale.
- Det har ikke været muligt før, men når det endelig er blevet det, så vil jeg da benytte mig af det, så jeg ikke står i den situation igen, siger han.
Vi passer på hinandens børn
Heldigvis var der strøm på 10-årige Mateens mobiltelefon, og situationen endte godt.
Efter Kamran Sarwar havde haft sin søn i røret, ringede han straks til sønnens cricket-træner, som kunne køre efter bussen og samle Mateen op.
- Træneren kender busruten, så han kunne køre ud og finde ham. Og så passer vi sgu på hinandens børn. Vi sætter dem ikke bare af på fremmed grund. Det er egentlig bare det, det handler om, konkluderer Kamram Sarwar.
Hos Movia beklager centerchef Søren Englund hændelsen.
- Jeg kan ikke gøre andet end at sige undskyld. Det må ikke ske, at en 10-årig dreng bliver sat af bussen, og jeg har tænkt mig at tage fat i chaufføren på linje 260R, siger Søren Englund til TV 2.