Far stolede på mors omsorg for barn der blev blodtappet

Krimi

Faren til drengen, der blev udsat for systematisk blodtapning, mistænkte ikke moren for at stå bag.

Der var ingen alarmklokker, der ringede hos faren til den nu syvårige dreng, der gennem en årrække blev tappet for blod af sin mor.

- Jeg tænkte, det kan ikke passe. Det er for uvirkeligt, at det skulle ske for os, forklarer faren tirsdag i Retten i Herning om sin reaktion, da moren blev anholdt 25. september 2017.

Han har tre børn sammen med den 36-årige kvinde, der er tiltalt i sagen.

De blev skilt et års tid før anholdelsen, hvorefter børnene boede hos moren.

Men også tidligere i ægteskabet holdt de ifølge faren "pause", hvor han kun så børnene i weekenderne.

Faren fortæller om en svær tid, da drengen kom til verden i august 2011.

Han led af en meget sjælden tarmsygdom. Moren flyttede ind på hospitalet og boede der næsten et halvt år sammen med sin søn.

Drengen fik indopereret et venekateter i brystet, så han ikke skulle stikkes så ofte.

Han fik også tilført næring gennem kateteret. Det var i første omgang en hjemmesygeplejerske, der stod for det.

Moren argumenterede for, at hun som sygeplejerske godt kunne stå for opgaven, og det støttede faren.

Da det begyndte at gå bedre med drengens tarmsygdom, stødte et nyt problem til: Drengen led af en tilsyneladende uforklarlig blodmangel.

14 måneder gammel modtog drengen sin første af i alt 110 blodtransfusioner.

Det var nu et fuldtidsjob for moren at passe ham.

- Jeg gav moren ansvar for, at han trivedes og havde det godt. Det blev hendes job. Så skulle jeg nok sørge for at få familien til at hænge sammen, fortæller faren i retten.

Da moren i september 2017 blev anholdt, flyttede de tre børn ind hos faren.

Ganske kort tid efter livede drengen op.

- Han blomstrede op, fik farve i huden og kunne klare hele dagen uden at blive træt, fortæller faren.

Lægerne kunne efter kort tid konstatere, at drengens blodprocent var tilbage på det normale.

Det betød også, at drengen, der hele sit liv har gået i først specialbørnehave og siden specialskole, nu går i en almindelig skole.

- Han har det godt. Han er kommet bagud på sin fysik. Løb, gang og cykling er han langt bagud med. Men ellers er han helt alderssvarende.

- Han er på alle måder en sund og rask dreng, fortæller faren.

/ritzau/