En 25-årig mand er mandag idømt fængsel i tre et halvt år for at have rusket sin 42 dage gamle datter til døde.
Det har et enigt nævningeting ved Retten i Kolding afgjort.
Volden blev udøvet 27. december sidste år i familiens hjem i Vejle.
Her blev den bare seks uger gamle pige udsat for ruskevold mod sin krop og hoved.
Pigen pådrog sig et lårbensbrud og flere hjerneblødninger.
To dage senere afgik den lille pige ved døden.
Faren - Simon Randeris - blev herefter anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. Her nægtede han sig skyldig i at have forvoldt datterens død.
Det fastholdt han i retten.
Den tiltalte forklarede, at han selv kontaktede alarmcentralen, da pigen ikke trak vejret.
Han har forklaret, at han pludselig opdagede, at hun ikke var ved bevidsthed, da han skulle til at give hende mad.
Han erkender at have rusket pigen, men det var for at få liv i hende, har mandens forsvarer, Troels Lind Pedersen, tidligere oplyst til Ritzau.
- Det gjorde han for at få liv i hende. Han nev hende også. Derfor har hun også en række blå mærker. Det er hans forklaring på nogle af de skader, hun har, har advokaten forklaret.
På baggrund af en erklæring fra Retslægerådet lægger retten til grund, at det var Simon Randeris, der påførte pigen blødninger i hjernen og brud på lårbenet.
Retten konkluderer, at den tiltalte "må have indset, at den kraftige rysten af et seks uger gammelt barn udgjorde et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter".
Den tiltalte måtte ifølge rettens vurdering have anset det for påregneligt, at datteren kunne afgå ved døden som følge af de påførte skader.
Den 25-årige far har udbedt sig betænkningstid, i forhold til om han vil anke dommen til landsretten.
/ritzau/