Fanget: Reddet af SOS skrevet i sneen

SOS står der tydeligt i sneen, mens Tyson Steele hopper rundt og vinker. (Foto: Alaska State Trooper)

En mand overlevede 20 dage i frysende kulde i Alaska efter hytten var nedbrændt.

En 30 år gammel mand fra Salt Lake City fik ikke lige den hyggelige december, han havde set frem til. Tyson Steele tog ofte op i sin lille hytte i et øde område (Sisutna Valley) af Alaska med sin seks år gamle labrador Phil, således også i december, men alt gik galt denne gang.

– Da jeg havde smidt noget pap i min lille kakkelovn, fortrød jeg med det samme, fortalte Tyson til sin redningsmænd. Det skriver NBC.

– Gnisterne fløj op igennem skorstenen og landede på taget, som straks brød i brand. Jeg fik hurtigt samlet nogle frakker, min sovepose og nogle tæpper fra sengen og løb ud.

Selv om den uheldige mand prøvede at smide sne på taget for at slukke ilden, var det umuligt – på kort tid raserede branden alt, men det blev værre endnu.

– Jeg troede, min hund var løbet med ud, men det nåede han ikke. Jeg skreg mod himmelen, græd og kastede mig rundt i sneen, da jeg opdagede Phil var brændt inde. Jeg var ikke vred, bare så ked af det, fortalte han til politiet.

Levede af brændt dåsemad

Med hytten brændt, ingen hund og alt forråd brændt inde, skulle han have en plan. Nærmeste nabo var over 30 kilometer væk, og hans telefon var også brændt. De første par nætter sov han i en lille snehule, han byggede, men det var for koldt, så han byggede senere et interimistisk skur af det brændte tømmer fra skuret og smed en presenning over, som lå på grunden.

Tyson Steele på vej ind i helikopteren med sin rygsæk. Det var en glad mand den dag. Foto: Alaska State Trooper

Han overlevede ved at spise dåsemad, som havde overlevet branden, men som han sagde: – Det fleste af dåserne var sprunget op i branden, og maden smagte af røg, men jeg havde nok mad til at overleve i ca. 30 dage, hvis jeg holdt mig til to dåser om dagen.

Lange dage indenfor

Sneen faldt tungt, på et tidspunkt var der faldet over halvanden meter sne, så han måtte grave "hytten" fri, og meget af tiden blev han bare derinde og prøvede at holde varmen, mens han spekulerede på, om ikke hans familie snart ville gøre et forsøg på at finde ham. Han havde ingen planer om at komme hjem før efter jul, men håbede alligevel at tavsheden ville få dem til at reagere.

Den hjælp kom så først i torsdags, da en ven ringede til politiet og sagde, at han var bekymret over ikke at have hørt fra Tyson. Politiet sendte en helikopter ud over området, og fandt så store bogstaver – SOS – gravet ud i sneen og en mand, som stod og vinkede og løb rundt. Det kolde mareridt var ovre for Tyson Steele, som nu er tilbage hos familien i Salt Lake City.

De har i øvrigt også en hund, som nok bliver brugt som en del af terapien for den strandede, men genfundne mand.