Fange dømt for overfald på fængselsbetjente

I september blev to fængselsbetjente overfaldet i et fængsel ved Horsens. En indsat får tre måneders fængsel.
To fængselsbetjente blev i begyndelsen af september overfaldet i Enner Mark Fængsel ved Horsens. Fredag blev en 33-årig indsat dømt for overfaldet.
To fængselsbetjente blev i begyndelsen af september overfaldet i Enner Mark Fængsel ved Horsens. Fredag blev en 33-årig indsat dømt for overfaldet. Foto: Colourbox/Free

En 33-årig mand er ved Retten i Horsens blevet idømt tre måneders fængsel og en betinget udvisning for vold mod to fængselsbetjente.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete 8. september, hvor den indsatte overfaldt to fængselsbetjente i Enner Mark Fængsel ved Horsens.

Den indsatte er dømt for at have slået den ene fængselsbetjent i ansigtet med en knytnæve, så betjenten faldt omkuld.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Da en anden kollega kom betjenten til undsætning, slog den 33-årige ud med hånden eller armen og ramte betjenten i venstre side af hovedet.

Fængselsforbundet oplyste i forbindelse med overfaldet, at den 33-årige var bandemedlem. Det ønskede han dog ikke at svare på, om var tilfældet, da der var grundlovsforhør.

Senioranklager Marianne Iversen oplyste efter grundlovsforhøret, at den 33-årige forklarede, at han havde set fængselsbetjenten komme gående mod sig. Derefter fik han et blackout, og han husker derfor ikke, hvad der skete.

Han nægtede dog, at han havde sparket eller slået ud efter fængselsbetjentens hånd, da han rakte ud efter overfaldsalarmen.

Om slaget mod den kvindelige fængselsbetjent forklarede han, at han havde slået ud efter hende med flad hånd, men ikke havde ramt hende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.