Selv om årets korteste dag er forbi os, hungrer de fleste danskere efter flere lyse timer, når januar ringes ind.
Og faktisk er det nu, at det allerbedst kan betale sig at spekulere i at købe sommerferie. Det fortæller Ole Stouby, direktør for rejsehjemmesiden Travelmarket.
- Rejseselskaberne skal have danskerne i gang med at spendere igen efter julen, så i januar kommer der helt sikkert nogle gode tilbud både på populære rejsemål i sommermånederne men også på en billig afstikker lige efter nytår, siger han til Ritzau Fokus.
Hos FDM Travel er januarudsalget også en realitet, når danskerne skal glemme, hvor eftertrykkeligt de straffede tegnebogen i december.
- Det er ikke utænkeligt, at der kommer nogle rigtig skarpe tilbud på et sted som Mallorca, afslører direktør Jesper Ewald.
Det er ikke tilfældigt, at det er en klassiker som Mallorca FDM Travel satser på, når der skal sælges sommerferie. For danskerne er utroligt loyale over for en række destinationer, som eksempelvis Harzen, Gardasøen og Toscana.
- Der kommer selvfølgelig også nye destinationer, men når det drejer sig om sommerferie er det måske steder som Malta, der blomstrer op omkring de store klassikere, fortæller Jesper Ewald.
Januar er tiden at slå til. Både hvis man køber charter, og hvis man selv booker fly og hotel. De fleste charterselskaber tilbyder en "tidligt ude"-rabat, der er værd at tage med. Men ifølge Ole Stouby er det især ved at sammensætte en tur selv, at man kan spare skillinger.
- Hvis man er tidligt ude og er lidt fleksibel med rejsedage og længden af ferien, kan man sagtens opnå en besparelse på 5-6000 kroner for en hel familie, siger han.
Hvor salget af sommerrejser i Europa skydes rigtigt i gang i januar, så har der allerede været åbnet for 2016's rejser til USA i nogle måneder. Og her er det endnu vigtigere at være tidligt ude på nogle ret specifikke områder.
- Hvis man i USA eksempelvis gerne vil besøge og overnatte i en nationalpark, så er der bare et ret begrænset antal muligheder, og er man for sent ude, ender man i det allerdyreste eller mange kilometer fra de smukke vandresteder, advarer Jesper Ewald.
Vil man gerne på en afstikker allerede i starten af det nye år, så er uge 4 traditionelt en af de absolut billigste rejseuger på året. Kigger man mere frem, er det også værd at bemærke, at mange af "tidligt ude"-rabatterne udløber med udgangen af januar.
- Køb så tidligt som muligt for at sikre det største udvalg til den bedste pris
- Undersøg, om du kan spare penge ved at sammensætte din rejse selv frem for at købe en charter- eller pakkerejse
- Sommerferiesalget for Europa-salget tager fart i januar, i USA er det allerede i gang
- Udskyder du at booke ferie, kan der være økonomi i at vente til sidste øjeblik - her kan du spare penge, hvis charterselskaberne står til at brænde inde med rejser, men det er risikabelt og du får et mindre udvalg af destinationer
Kilder: Jesper Ewald, Ole Stouby
/ritzau/FOKUS