Det er de færreste tricktyve og tyveknægte, der er på jagt efter huslige pligter og gøremål, når de går på rov.
Det er som oftest kontanter, smykker og hævekort, der forsvinder efter et tricktyveri – denne gang var det dog opvasken. Det skriver Østjyllands Politi i den seneste døgnrapport.
– En 78-årig kvinde fra Odder fik mandag besøg af en ca. 40-årig mand, som udgav sig for at komme fra hjemmeplejen. Manden var ikke den vanlige hjælper, og den 78-årige undrede sig over, at han ikke sprittede sine hænder af, sådan som hjemmehjælperen plejede, skriver politiet og fortsætter:
– Manden gik ind i kvindens hjem og begyndte at tage opvasken. Han spurgte herefter, om der var mere han kunne hjælpe med, mens han kiggede sig omkring i hjemmet.
Kort efter forlad han hjemmet og den rigtige hjemmehjælper dukkede op. Kvinden valget derfor at anmelde det noget besynderlige besøg.
Politiet oplyser, at der ikke umiddelbart manglede noget i kvindens hjem – udover opvasken – efter den ca. 40-årige mand var gået.