FAKTA: Virksomheder og forbrugere skal gøre Danmark grønnere

Virksomheder skal have mulighed for at udvikle flere grønne løsninger, blandt andet på baggrund af bedre adgang til forbrugsdata, vurderer regeringens vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Forbedret adgang til forbrugsdata skal være med til at udvikle grønnere løsninger inden for el, varme og vand.

Regeringens vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi har torsdag afleveret ti anbefalinger, der blandt andet skal sikre, at danske virksomheder kan levere grønne løsninger i fremtiden.

Her er nogle af anbefalingerne:

* Forbedret adgang til forbrugsdata for el, vand og varme, så virksomhederne får bedre mulighed for at udvikle nye produkter og serviceløsninger, der kan give forbrugerne et billigere og mere bæredygtigt ressourceforbrug.

* Bedre muligheder for test og demonstration, så virksomhederne kan teste implementeringen af nye grønne løsninger i større skala, end tilfældet er i dag.

* Bedre rammer for startups inden for energi- og miljøteknologi, så de bedre kan udvikle sig - blandt andet ved at styrke mulighederne for samarbejde med forsyningsselskaberne og etablerede virksomheder.

* Øget eksport, blandt andet via tættere samarbejde med udenlandske myndigheder, så kompleks energi- og miljøregulering i andre lande ikke er en barriere for eksporten af danske løsninger.

Kilde: Erhvervsministeriet.

/ritzau/