Jerome Powell er i Senatet i USA tirsdag aften officielt blevet bekræftet som den nye chef for den amerikanske centralbank.
Det amerikanske centralbanksystems officielle navn er The Federal Reserve System. Centralbanken omtales ofte blot som The Fed.
Her følger lidt baggrund om banken:
* I 1910 udtænker en gruppe politikere og finansfolk på et hemmeligt møde idéen om The Federal Reserve. Det sker efter flere kriser i USA's banksektor.
* Banken bliver grundlagt i 1913 af Kongressen under daværende præsident Woodrow Wilson.
* Med etableringen bliver ansvaret for at føre pengepolitik flyttet fra Kongressen til The Fed.
* Banken er privatejet. Aktionærerne er USA's største pengeinstitutter. The Feds overskud, fratrukket et udbytte på seks procent til aktionærerne, tilfalder USA's finansministerium.
* Ordet "system" refererer til, at banken består af tre dele: Et centralt styrelsesråd i hovedstaden, Washington, 12 regionale Federal Reserve Banks placeret i regioner rundt om i USA samt Federal Open Market Committee (FOMC).
* FOMC mødes typisk otte gange om året for at vurdere økonomiens tilstand. Store pengepolitiske beslutninger som renteændringer eller ændringer i pengeforsyningen afgøres ved afstemning blandt de 12 medlemmer.
* Formanden for styrelsesrådet er samtidig centralbankens øverste chef. Siden 1. februar 2014 har Janet Yellen som den første kvinde i bankens levetid haft jobbet. Hendes embedsperiode udløber i februar 2018, hvor hun bliver afløst af Jerome Powell.
Bankens vigtigste opgaver er:
* At fastlægge en pengepolitik, så økonomien er afbalanceret, og beskæftigelsen er så høj som muligt, samtidig med at priserne (inflationen) udvikler sig stabilt.
* At være bank for USA's kommercielle banker og regeringen.
* At regulere USA's finanssektor.
Bonusinfo:
* Banken vurderer, at endollarsedler i gennemsnit er i cirkulation i seks år, mens en tidollarseddel kun holder i fire et halvt år. Sedler på 100 dollar har derimod en levetid på anslået 15 år.
* I centralbankens afdeling i New York ligger en stor del af verdens guldreserver i en topsikret boks 24 meter under jorden. I 2015 lå der 6250 ton guld fordelt på 508.000 guldbarrer. Det er verdens største guldlager.
* Guldet tilhører USA samt alverdens lande, centralbanker og officielle internationale organisationer. Private kan ikke opbevare deres guld i boksen.
Kilder: Federal Reserve History, New York Fed og usnews.com.
/ritzau/