Liberal Alliance holder lørdag landsmøde, det sidste af slagsen inden folketingsvalget, der afholdes senest 17. juni.
Her er et overblik over de vigtigste punkter i partiets historie:
I maj 2007 bliver Ny Alliance stiftet af Anders Samuelsen (tidligere De Radikale), Gitte Seeberg (tidligere De Konservative) og Naser Khader (tidligere De Radikale).
Det sker blandt andet under parolen "nok er nok", der henviser til, at Dansk Folkeparti ifølge Ny Alliance har for meget indflydelse på udlændingepolitikken.
Partiet får fem mandater ved folketingsvalget i 2007.
Uenighed i partiledelsen medfører, at Seeberg i januar 2008 forlader partiet, og i august 2008 skifter partiet navn til Liberal Alliance.
I januar 2009 forlader Khader partiet. Samuelsen bliver i stedet politisk leder.
I juni 2009 sammenlægges partiet Borgerligt Centrum, som er stiftet af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, med Liberal Alliance.
I 2011 får partiet 176.585 stemmer og ni mandater ved folketingsvalget.
Ved valget fire år senere opnår Liberal Alliance 265.129 stemmer, hvilket svarede til 7,5 procent. Det giver 13 mandater, som er med til at danne grundlaget for statsminister Lars Løkke Rasmussens V-regering.
I november 2016 bliver LA også en del af regeringen og får seks ministerposter.
Kilde: Liberal Alliance, Folketinget.
/ritzau/