Den britiske cykelrytter Chris Froome afleverede under dette års Vuelta a Espana en dopingprøve indeholdende for stort indhold af astmapræparatet salbutamol.
Det er tilladt for ryttere at have en koncentration på 1000 nanogram per milliliter, og Froome blev målt til at have det dobbelte efter 18. etape i Vueltaen.
Sportshistorien tæller en række eksempler på sportsfolk, der er blevet taget med for stort indhold i kroppen, og som også er blevet straffet for det:
* Juli 2016: Den norske langrendsstjerne Martin Johnsrud Sundby får to måneders karantæne af Den Internationale sportsdomstol (CAS) for ulovligt indhold i kroppen af salbutamol. Forseelsen bliver betegnet som "mild".
* Juni 2014: Den italienske cykelrytter Diego Ulissi afleverer under Giro d'Italia en test, hvor mængden af salbutamol er næsten dobbelt så stor som den tilladte grænse. Forinden har han vundet to etaper i løbet. Han bliver siden idømt en karantæne af ni måneders varighed.
* Juni 2009: Fodboldspilleren Jesper Münsberg testes positiv for salbutamol i sin tid som Næstved-spiller. Danmarks Idrætsforbunds (DIF) dopingnævn beslutter, at han skal have tiltalefrafald, men Det Internationale Dopingagentur (Wada) appellerer DIF's afgørelse til CAS, som idømmer ham seks måneders karantæne.
* Januar 2009: Den italienske tennisspiller Filippo Volandri idømmes tre måneders karantæne, efter han har indtaget en for stor mængde salbutamol.
* Juni 2007: Den italienske cykelrytter Alessandro Petacchi bliver testet positiv for et for stort indhold salbutamol i kroppen under Giro d'Italia i 2007, hvor han vandt fem etapesejre. Italieneren bliver i første omgang frikendt, men bliver siden idømt et års karantæne.
Kilder: Ritzau
/ritzau/