Den verdensomspændende servicekoncern ISS har offentliggjort planer om en række store frasalg, hvor virksomheden skiller sig af med omkring halvdelen af sine kunder og 100.000 af de ansatte.
ISS vil sælge forretningsenheder i 13 lande. Det er Thailand, Filippinerne, Malaysia, Brunei, Brasilien, Chile, Israel, Estland, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet, Slovenien og Rumænien.
Dermed vil ISS i fremtiden være en del mindre end i dag. Læs mere om virksomheden her:
* ISS leverer serviceydelser som rengøring, sikkerhedsvagter, ejendomsservice og catering over hele verden. Koncernen har i dag 125.300 kunder. Med den nye plan vil tallet falde til 62.700.
* ISS beskæftiger 488.000 ansatte i mere end 70 lande i Europa, Asien, Nordamerika, Latinamerika og stillehavsregionen. De 7500 er i Danmark. Den nye salgsplan betyder, at antallet af ansatte vil falde til 390.000 i 2020.
* Koncernen havde sin spæde start i 1901 under navnet Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Det var et natvægterselskab, hvor 20 vagtmænd passede på Københavns borgere.
* I 1934 gik selskabet ind i rengøringsbranchen og stiftede Det Danske Rengøringsselskab som et selvstændigt datterselskab.
* I 1946 etablerede ISS et datterselskab i Sverige.
* I 1968 skiftede selskabet navn til ISS. I første omgang stod forkortelsen for International Service System og fra 2001 for Integrated Service Solutions. I dag vil selskabet bare slet og ret hedde ISS.
* I 1975 nåede omsætningen i selskabet op på en milliard kroner.
* ISS gik på børsen første gang i 1977.
* I 2005 købte de to kapitalfonde EQT Partners og Goldman Sachs Capital Partners selskabet og afnoterede ISS fra børsen. Det samlede antal medarbejdere var på 300.000.
* Siden forsøgte ISS to gange at komme tilbage på børsen. Den ene gang var i 2007 og dernæst i 2011. Først i marts 2014 lykkedes det.
* I 2017 lød omsætningen på 79,9 milliarder kroner. De forretningsdele, som ISS sælger fra, har en omsætning på 9,7 milliarder kroner.
Kilder: ISS og Ritzau.
/ritzau/