FAKTA: Seks danskere har mistet statsborgerskab i straffesager

Krimi

Det er meget sjældent, at landets domstole ophæver kriminelle danskeres statsborgerskab.

Østre Landsret har torsdag ophævet 23-årige Anis Larabas danske statsborgerskab. Det sker i forbindelse med, at han er kendt skyldig i gennem knap ni måneder at have kæmpet med Islamisk Stat i Syrien.

Det er kun sjette gang i dansk retshistorie, at en domstol benytter indgrebet, der forudsætter, at den tiltalte også er statsborger i et andet land.

Herunder kan du læse om tidligere sager om frakendelse af statsborgerskab:

* Højesteret skrev retshistorie, da landets øverste domstol i juni 2016 tog statsborgerskabet fra islamisten Said Mansour. Det var første gang, at en domstol annullerede et statsborgerskab som led i en straffesag.

Mansours forbrydelse bestod blandt andet i, at han havde offentliggjort og udbredt ekstremistisk islamistisk materiale. Said Mansour, der stammer fra Marokko, var flyttet til Danmark i 1984.

* Som den første person født i Danmark mistede den dansk-tyrkiske pizzabager og syrienkriger Enes Ciftci sit danske pas, da hans sag i november 2017 blev afgjort i Højesteret.

To gange rejste han i 2013 til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Desuden forsøgte han at støtte IS med 20.000 kroner, ligesom han har billiget Omar El-Husseins drab i København.

* 21-årige Mohammed Fateh og 19-årige Yahya Nouioua fik ved Retten i Glostrup 26. juni 2018 frataget deres danske statsborgerskab, efter at de blev dømt for forsøg på at rejse til Syrien og støtte IS.

De to mænd, der stammer fra henholdsvis Marokko og Algeriet, kender hinanden fra Aarhus, hvor de er vokset op. Begge har anket til landsretten.

* Højesteret gik forleden imod både by- og landsret, da den tog passet fra dansk-tuneseren Adam Johansen. Også han havde tilsluttet sig Islamisk Stat.

Den 28-årige mand har både kone og en otteårig søn i Danmark. Alligevel valgte højesteretsdommerne altså at gå imod både Retten på Frederiksberg og Østre Landsret, som ville lade ham forblive dansker.

Kilder: Domme, anklageskrifter og Ritzau.

/ritzau/