FAKTA: Sådan vil boligforening forandre ghettoområde

Brabrand Boligforening har fremlagt et udspil for det udsatte boligområde Gellerup, der er på ghettolisten.

Brabrand Boligforening har fredag offentliggjort en plan for fremtiden for Gellerupområdet i det vestlige Aarhus.

* Gellerup figurerer på regeringens liste over ghettoområder.

* En netop vedtaget ghettolov forpligter boligområder som Gellerup til at nedbringe andelen af almene boliger til maksimalt 40 procent.

* Et flertal i Aarhus Byråd mener, det skal opnås ved at nedrive ni boligblokke med 600 familieboliger i Gellerup-Toveshøj.

* Men Brabrand Boligforening anviser en anden vej til at nå målet.

* Boligforeningen foreslår, at tre boligblokke med i alt 192 boliger nedrives.

* Samtidig foreslår man at bygge 3000 nye private boliger.

* Boligerne skal bygges af private investorer på jord, som boligforeningen udstykker og sælger.

* Det skal sikre, at andelen af almene familieboliger lander på 35 procent i 2030.

* Planen fra boligforeningen indebærer også opførelsen af en ny skole i Gellerup.

* Gellerup vil ifølge planen vokse fra de nuværende cirka 6000 til minimum 12.000 beboere i 2030.

* Brabrand Boligforening skal nu forsøge at nå til enighed med Aarhus Kommune om et fælles oplæg, som skal indsendes til By-, Bolig- og Transportministeriet.

Kilde: Brabrand Boligforenings udviklingsplan "Liv i bydelen - fremtidens Gellerup".

/ritzau/