FAKTA: Sådan skal Roskilde Dyrskueplads udvikles

Den 48. udgave af Roskilde Festival afholdes på Roskilde Dyrskueplads ind til lørdag 7. juli.

Kunst, sikker infrastruktur og måske en badestrand.

Det er nogle af de ting, som Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), ser for sig på fremtidens dyrskueplads i Roskilde, der blandt andet huser Roskilde Festival.

Her kan du læse om ejerforholdet og kommunens aktuelle planer for området:

* Roskilde Kommune ejer Roskilde Dyrskueplads og dele af Milen, som er landskabet syd for og rundt om pladsen. Det udlejes årligt til arrangører, der afholder blandt andet festival, kræmmermarked og dyrskue.

* De største arrangementer, som årligt afholdes, er Roskilde Festival og Roskilde Dyrskue, der hvert år trækker tæt på 100.000 besøgende.

* Der er i 2011 vedtaget en lokalplan for området. Det er sket ud fra en helhedsplan, der peger 25 år ud i fremtiden. Et af punkterne heri er, at området skal omdannes til et bynært kultur-, idræt- og fritidsområde.

* Planen muliggør en modernisering af Dyrskuepladsen med plads til en permanent arena til store koncerter, og der sikres kobling til Musicon, der er en kreativ bydel i Roskilde.

* En af prioriteterne for området frem mod 2021 er et permanent stisystem til at forbinde campingområderne øst og vest for jernbanen. Under Roskilde Festival opføres hvert år en midlertidig gangbro, men en permanent løsning - enten som stibro eller stitunnel - er planlagt.

* Derudover er et nyt spildevands- og vandforsyningssystem i år blevet indviet. De godt 30 kilometer rør gør det muligt, at der på Roskilde Festival i år kan kobles 900 vandskyllende toiletter til, som derved kan erstatte de hidtidige festivaltoiletter.

* Det er Roskilde Kommune, Roskilde Festival og forsyningsselskabet Fors, der står bag det nye system. Kommunen har investeret 2,8 millioner kroner, som tilbagebetales, når der fremover kan tages en højere leje for området.

* Forsyningsselskabet har anlægsudgifter på 31 millioner kroner til systemet. Pengene kommer hjem de kommende år via tilslutningsbidrag, særbidrag og øget spildevandsafgift som følge af et stigende vandforbrug.

Kilder: Roskilde Kommune og Roskilde Festival.

/ritzau/