FAKTA: Sådan hænger Lego sammen med Merlin Entertainments

Merlin Entertainments driver Legoland og en række andre forlystelsesparker. Læs om Merlin Entertainments her.

Den danske legetøjsgigant Lego solgte tilbage i 2005 Legoland til Merlin Entertainments.

Merlin Entertainments er en af verdens absolut største ejere og operatører af forlystelsesparker.

Her kan du læse, hvordan de to parter hører sammen:

* Lego solgte Legoland, som dengang talte fire parker, til Merlin Entertainments i 2005 for 2,8 milliarder kroner.

* Salget skete for at give Legoland-parkerne ejere med ekspertise inden for forlystelsesparker og for at lade Lego fokusere på kerneforretningen.

* Familien Kirk Kristiansen, som står bag Lego, har stadig en andel i parkerne.

* Familien ejer gennem investeringsselskabet Kirkbi 29,8 procent af Merlin Entertainments, som driver temaparkerne med det verdenskendte legetøj.

* Merlin Entertainments driver 124 attraktioner, som er fordelt på 25 lande og 4 kontinenter.

* Der er i dag otte Legoland-parker verden over - den originale i Billund, en i Storbritannien, en i Tyskland, to i USA, en i Malaysia, en i Dubai og den nyeste i Japan, der åbnede i april i 2017.

* En park i Sydkorea er på vej og åbner formentlig i 2022. En park i New York skal efter planen åbne i 2020.

* Merlin undersøger derudover muligheden for at åbne nye parker i Kina.

* Ud over Legoland driver selskabet ni forskellige brands - blandt andet Sea Life, Alton Towers og Madame Tussauds.

* Også de nyere indendørs legecentre med Lego-tema, Legoland Discovery Centre, ejes af Merlin Entertainments.

Kilder: Merlin Entertainments, Ritzau.