FAKTA: Sådan gik det i mandagens VM-kampe

Sport
Japans fodboldfans måtte gå skuffede hjem, selv om holdet var foran 2-0 mod favoritterne fra Belgien. (Foto: Foto: Filippo Monteforte/AFP)

Belgien kom med nød og næppe videre til VM-kvartfinalen, hvor Brasilien venter efter mandagens kampe.

Belgien var tæt på at blive næste kapitel i VM-fortællingen om favoritternes fald.

Men et stort comeback sikrede alligevel Belgien en sejr over Japan, og det betyder, at Belgien og Brasilien tørner sammen i kvartfinalen.

Med lidt mindre besvær slog Brasilien nemlig Mexico ud lidt tidligere på dagen.

To kampe blev spillet mandag:

* Brasilien-Mexico 2-0:

Brasiliens stjerner foldede sig ud i anden halvleg, hvor holdet sikrede avancement, men i første halvleg var der mere tvivl om udfaldet.

I kampens første fase var det mexicanerne, der pressede på. Langsomt men sikkert stemplede Brasilien dog ind i opgøret, og holdet begyndte at vise, hvorfor det var favorit til at gå videre.

Trods 0-0 ved pausen lugtede det af mål i Samara. Nogen typisk nulløsning var der på ingen måde tale om, og efter 51 minutter slog den største stjerne da også til.

Neymar nød godt af, at landsmanden Willian tog et fremragende ryk med bolden i venstre side af feltet. Hans flade indlæg blev tacklet i nettet af Neymar, som gjorde det til 1-0 med sit andet mål ved årets VM.

Med få minutter tilbage af kampen fandt Neymar indskiftede Roberto Firmino, som trillede bolden det sidste stykke over stregen til 2-0.

Sejren betyder, at Brasilien nu møder Belgien i kvartfinalen.

* Japan-Belgien 2-3:

Belgien fik sneget sig videre fra en svær ottendedelsfinale mod Japan, hvor belgierne havde halvandet ben ude af slutrunden.

Efter en målløs første halvleg gik holdene målamok i anden halvleg.

Tre minutter inde i anden halvleg blev belgierne fanget i en omstilling. Japan strøg afsted, Jan Vertonghen missede en flad stikning, og så sparkede Genki Haraguchi resolut bolden i kassen til 1-0.

To minutter senere kunne anfører Eden Hazard have udlignet, da han trykkede af i feltet, men stolpen stod i vejen.

Det gjorde den ikke for Japans Takashi Inui i det 52. minut. Langt udefra tog han chancen med et perfekt skud, der for Thibaut Courtois drejede den forkerte vej ud mod stolpen.

Landstræner Roberto Martínez skiftede to mand ind, og de kom begge på tavlen. Først var det dog Vertonghen, der reducerede med hovedet, og kort efter gjorde Marouane Fellaini ham så kunsten efter og udlignede til 2-2.

En belgisk omstilling i sidste minut førte til et mål af Nacer Chadli, og så var Belgien klar til at møde Brasilien.

Det var første gang siden 1970, at et hold gik videre fra en knockoutkamp ved VM efter at have været bagud 0-2.

/ritzau/