Skattestyrelsen har nu anlagt 388 civilretligesager med et samlet krav på 12,7 milliarder kroner i forbindelse med en meget omtalt sag om svindel med udbytteskat. Det oplyser Skattestyrelsen.
Svindlen fandt sted i perioden fra 2012 til 2015.
Læs her, hvordan svindlen angiveligt er foregået:
* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.
* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.
* Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.
* Ifølge Politikens oplysninger er de to sigtede i USA samt en tredje sigtet - briten Sanjay Shah - mistænkt for blandt andet at have svindlet igennem fiktive amerikanske pensionsfonde.
* Ved at hævde, at pensionsfondene ejede aktier i danske selskaber for mange milliarder, påstod svindlerne, at pensionsfondene havde ret til at få udbytteskat retur efter aftaler om dobbeltbeskatning mellem Danmark og USA.
Kilde: Skat, Politiken, Skattestyrelsen.
/ritzau/