FAKTA: Så store er mulighederne for vindkraft i USA

Der er enormt potentiale for havvindmøller ved USA's kyster. En ny samarbejdsaftale mellem Danmark og USA skal lette danske virksomheders adgang til dette marked. (Foto: Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix)

En aftale om vindenergi mellem Danmark og USA kan hjælpe dansk erhvervsliv med at få del i et milliardeventyr.

Under et fremstød i USA med 20 grønne danske virksomheder har energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) indgået et samarbejde om havvindmøller med den amerikanske indenrigsminister, Ryan Zinke.

Aftalen skal afløse en tidligere aftale og udvider samarbejdet mellem Danmark og USA til også at omfatte vindmøller på land. Baggrunden er stærkt faldende priser på vindenergi, som nu kan konkurrere med både kul og atomkraft.

* Strøm fra vindmøller udgør i dag blot 5,6 procent af USA's samlede elforbrug.

* USA's energiministerium vurderer, at 35 procent af landets elektricitet i 2050 kommer fra vindenergi.

* Heraf forventes en femtedel at blive produceret af offshoremøller. Det vil kræve investeringer på 400 milliarder dollar (over 2500 milliarder kroner).

* USA har i dag blot en enkelt havvindmøllepark på 30 MW ud for Rhode Island på landets østkyst.

* Adskillige delstater har imidlertid gode vindforhold og en meget høj andel af vindenergi i elforsyningen: North Dakota (48,8 procent), Iowa (41,2 procent), Kansas (40,5 procent) og Oklahoma (35,9 procent).

* Siden 2009 er markedsprisen på el fra landmøller faldet drastisk - med 66 procent. Og havvind er blevet markant billigere, som udbuddet på mølleparken Kriegers Flak viste.

Kilde: Energi- og Klimaministeriet, US Department of Energy

/ritzau/