FAKTA: S vil indføre forskellig pensionsalder for arbejdende

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, præsenterede tirsdag partiets pensionsudspil, der lægger op til, at nedslidte og folk med høj anciennitet på arbejdsmarkedet skal kunne gå tidligere på pension. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Ulighed på pensionsområdet skyldes ifølge Socialdemokratiet stigende pensionsalder og forringet efterløn.

Nogle borgere er væsentlig længere på arbejdsmarkedet end andre, og det er ikke retfærdigt, mener Socialdemokratiet.

Derfor har partiet tirsdag fremlagt et pensionsudspil, hvor det lægger op til at indføre en differentieret pensionsalder.

Forstå, hvad Socialdemokratiets udspil går ud på:

* Der er ulighed på pensionsområdet, og det skal en differentieret pensionsalder rette op på.

* Ifølge S bør man kunne gå tidligere på pension, hvis man er nedslidt eller har en høj anciennitet på arbejdsmarkedet - altså at man har arbejdet i mange år.

* Man skal dog have arbejdet i "mere end 40 år" for at kunne få ret til tidligere pension, og job som eksempelvis avisbud tæller ikke med, fortæller Mette Frederiksen på pressemøde.

* Også deltidsansættelser tælles med.

* Det er ikke bestemt i partiet, hvilke grupper der skal kunne trække sig tidligere. Det skal besluttes i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

* Den graduerede pension vil koste cirka tre milliarder kroner årligt, vurderer Socialdemokratiet, som ønsker at finansiere det gennem en skat på virksomheder og den finansielle sektor.

* Skævheden på pensionsområdet er ifølge partiet opstået på grund af den stigende pensionsalder, der blev vedtaget i Velfærdsforliget fra 2006, og forringelsen af efterlønnen, der blev vedtaget i 2011.

* Socialdemokratiet stemte selv for begge aftaler.

Kilde: Det socialdemokratiske pensionsudspil "De mest nedslidte fortjener også en værdig pension".

/ritzau/