PostNords regnskab for årets første ni måneder viser fredag igen et underskud. Denne gang på 854 millioner kroner.
Selskabet har længe været i store problemer, da mængden af breve falder betydeligt.
Udfordringerne er der nok af for selskabet, der er ejet af den danske og svenske stat.
Her kan du læse om PostNords problemer:
* Siden årtusindskiftet er brevmængderne i den danske del af PostNord faldet med mere end 80 procent. Samtidig er portoen steget.
* Mens antallet af breve er faldet, er det gået den anden vej med mængden af pakker. Det skyldes blandt andet stigende nethandel.
* I oktober 2017 blev ejerne enige om at skyde 1,7 milliarder kroner i PostNord, hvoraf den danske stat bidrager med langt den største del - 1,4 milliarder kroner.
* Pengene skal blandt andet bruges til at betale for kompensation til kommende afskedigelser af tjenestemænd som led i en stor omstilling af selskabet.
* En ny strategi for PostNord betyder, at omdeling af pakker fremover vil være bærende for virksomheden.
* De fysiske breve tages med i samme ombæring. Dermed kan der effektiviseres og spares på mandskabet, lyder rationalet.
* 2017-2019 vil PostNord skære mellem 3500 og 4000 fuldtidsstillinger, herunder 500 i administrationen.
* PostNord oplyste i juli, at man er blevet omkring 3000 færre medarbejdere, siden man indledte processen.
Kilde: PostNord
/ritzau/