Pisa Etnisk er tilknyttet Pisa-undersøgelsen. I forbindelse med dataindsamlingen i Pisa 2012 er der testet elever fra et ekstra stort antal skoler med elever med indvandrerbaggrund for at få et mere stabilt datagrundlag til at vurdere disse elevers kompetencer.
* Pisa Etnisk blev første gang gennemført i forbindelse med Pisa-undersøgelsen i 2009. Pisa Etnisk 2012 er således den anden specifikke rapport.
* Pisa Etnisk tester i forbindelse med hovedundersøgelsen en stor gruppe elever med indvandrerbaggrund med det formål at få mere sikkert data om denne gruppe elevers kompetencer og baggrund.
* Gennem en særlig udtræksmetode og vægtning af elevbesvarelser sikrer konsortiet bag undersøgelsen, at hovedundersøgelsen er repræsentativ til trods for, at der er en overrepræsentation af elever med indvandrerbaggrund.
* Førstegenerationselever defineres som elever, der er født i udlandet, og hvor begge forældre er født i udlandet.
* Andengenerationselever defineres som elever, der er født i Danmark, men hvor begge forældre er født i udlandet.
* Elever uden indvandrerbaggrund defineres som elever, hvor mindst en forælder er født i Danmark.
* Pisa Etnisk 2012 viser, at i matematik scorer elever uden indvandrerbaggrund i gennemsnit 61 point højere end andengenerationsindvandrere og 80 point højere end førstegenerationsindvandrere.
Kilde: Undervisningsministeriet.
/ritzau/