Orkanen Dorian, der ser ud til at gå i land på øerne Great Abaco og Grand Bahama i Atlanterhavet søndag aften (dansk tid), er en kategori 5-orkan.
Den tilhører dermed den mest voldsomme kategori.
Der findes fem kategorier på den såkaldte Saffir-Simpson-skala, der bruges til at vurdere orkaners styrke.
Orkaner skabes over vand, der er mindst 26-28 grader varmt, og der er orkansæson fra juni til november.
Det er estimeret, at Dorian søndag aften har en vindhastighed på omkring 260 kilometer i timen svarende til 72,2 meter per sekund.
Få et indblik i, hvad der kendetegner de forskellige orkaner her:
* Kategori 1 har vindhastigheder på 32,5-42,4 meter i sekundet. Der kan komme mindre ødelæggelser, hvor eksempelvis elledninger falder ned, og vejskilte rives løs. Der kan komme op mod halvanden meters oversvømmelse.
* Kategori 2 har vindhastigheder på 42,5-48,9 meter i sekundet. Der kan komme moderate ødelæggelser med skader på bygningers tage og vinduer. Mindre træer kan også vælte. Der kan komme op mod 2,4 meters oversvømmelse.
* Kategori 3 har vindhastigheder på 50,0-57,9 meter i sekundet. Der kan komme omfattende ødelæggelser. Bygninger kan få mindre skader, og større træer kan vælte. Der kan komme op mod 3,7 meters oversvømmelse.
* Alle orkaner fra kategori 3 og opefter når vindhastigheder, der betegnes som ekstremt farlige for områderne, de passerer hen over.
* Kategori 4 har vindhastigheder på 58,0-68,9 meter i sekundet. Der kan komme ekstreme ødelæggelser, hvor døre og vinduer blæses ind. Der kan komme op mod fem meters oversvømmelse.
* Kategori 5 har vindhastigheder over 69,0 meter i sekundet. Orkaner af kategori 5 forekommer sjældent, og der er tale om en yderst voldsom orkan, som medfører katastrofale ødelæggelser. Hele bygninger kan blive ødelagt, og de fleste træer vælter. Der kan komme over 5,5 meters oversvømmelse.
Kilder: dmi.dk, tv2.dk, dr.dk, Ritzau.
/ritzau/