Ritzau
Opdateret kl. 11:41
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) besluttede i juni at lægge en dæmper på realkreditinstitutternes udlån til familier eller personer med høj gæld i storbyerne.
Det skete ifølge ministeren på baggrund af, at kreditinstitutterne i stigende grad låner ud til boligkøbere med høj gæld, der samtidig har mere risikable lånetyper med afdragsfrihed og variabel rente.
De nye regler træder i kraft 1. oktober. Læs mere her:
* Kreditinstitutterne må fra 1. oktober højest give 15 procent af deres nye lån til boligkøb i københavnsområdet og Aarhus til boligkøbere, hvis samlede gæld overstiger fire gange deres indkomst før skat, og hvor lånene inden for 80 procent af ejendomsværdien samtidig ydes med afdragsfrihed og/eller variabel rente.
* I øjeblikket er det 35-40 procent af udlånene i realkreditinstitutterne, der udgøres af de mere risikable lån.
* Hensigten er at reducere antallet af boligkøbere med høj gældsætning, og som er særligt sårbare over for boligprisfald og stigende renter.
* Initiativet kommer efter en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd. Det er et råd, der er sat i verden for at undgå en ny finanskrise.
* Finanstilsynet skal indsamle data fra institutterne med henblik på at overvåge, at det såkaldte styresignal efterleves.
* I hovedstadsområdet gælder de nye låneregler i København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør, Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Rødovre, Glostrup, Albertslund, Høje-Taastrup, Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj.
* De nye låneregler gælder alle byer i Aarhus Kommune.
Kilder: Finanstilsynet, Erhvervsministeriet, Finans.dk, InsideBusiness.
/ritzau/