De 26 udenlandske chauffører, der har boet i Padborg under kummerlige løn- og arbejdsforhold, har været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde.
Det vurderer Center mod Menneskehandel, som er en offentlig myndighed under Socialstyrelsen.
Her kan du læse mere om begrebet:
* Det kan for eksempel være, at personer er rekrutteret, transporteret og huset af arbejdsgiver, typisk under kummerlige forhold.
* Metoderne til rekruttering kan være bedrag, udnyttelse af sårbarhed eller anden utilbørlig fremgangsmåde. Og formålet er typisk at udnytte personer økonomisk.
* Vurderer centret, at der er tale om menneskehandel, har personerne ret til at modtage hjælp i form af indkvartering, beskyttelse, lægehjælp og støtte til at vende tilbage til deres hjemlande.
* Center mod Menneskehandel arbejder ud fra definitionerne i FN's Palermoprotokol mod menneskehandel fra 2000, som Danmark tiltrådte i 2003.
* Menneskehandel er forbudt i Danmark i henhold til straffelovens § 262a.
* Når der er tale om en straffesag, skal politiets efterforskning afklare, om indholdet af paragraffen kan være overtrådt. Det er anklagemyndighedens afgørelse, hvorvidt der på baggrund af politiets efterforskning skal rejses tiltale for overtrædelse af paragraffen.
* Politiet arbejder fortsat ud fra en mistanke om, at menneskehandel kan have fundet sted i den aktuelle sag. Der er endnu ikke rejst sigtelser i sagen.
Kilder: Center mod Menneskehandel og politiet.
/ritzau/