FAKTA: Mærsk er verdens største containerrederi

The Maersk Line container ship Maersk Batam sails in the Bosphorus, on its way to the Mediterranean Sea, in Istanbul (Foto: Murad Sezer/arkiv/Reuters)

A.P. Møller - Mærsk har fremlagt regnskab for første halvår. Læs om det danske konglomerat her.

Stigende brændstofpriser og lavere fragtrater er en uheldig kombination for et containerrederi. Derfor måtte A.P. Møller - Mærsk for nylig sænke sine forventninger til driftsoverskuddet i 2018.

Fredag har Mærsk så fremlagt sit regnskab for første halvår, hvor et overskud er stærkt hjulpet af frasalg og divisioner, der står til at blive udskilt. Uden disse gav A.P. Møller - Mærsk et underskud på 305 millioner dollar for de fortsættende aktiviteter.

Her kan du læse mere om selskabet:

* Selskabets rødder går tilbage til 1800-tallets Svendborg, hvor Arnold Peter Møller voksede op som søn af en kaptajn. I 1904 stiftede han Dampskibsselskabet Svendborg sammen med sin far, Peter Mærsk Møller.

* Op gennem 1900-tallet ekspanderede selskabet kraftigt. Det gjorde sig blandt andet inden for skibsbyggeri med Lindø-værftet, gik ind i tankskibssdrift og luftfart. I 1962 fik selskabet eneret til at udvinde råstoffer fra den danske undergrund.

* Arnold Peter Møllers søn, Mærsk McKinney Møller, overtog ledelsen af selskabet efter sin far. Han var aktiv helt frem til sin død som 98-årig i 2012.

* I 1970'erne begyndte Maersk Line at sejle containerskibe. I dag er det selskabets vigtigste forretningsområde. Maersk Line er i dag verdens største containerrederi. Flåden er på 639 skibe.

* Olieforretningen blev solgt fra i 2017. I dag beskriver A.P. Møller - Mærsk sig selv som et integreret transport- og logistikselskab. Selskabet driver blandt andet containerterminaler rundt omkring i verden.

* Familien fra Svendborg sidder stadig på afgørende indflydelse, selv om A.P. Møller - Mærsk i dag er et stort, børsnoteret selskab. Ane Uggla, der er barnebarn af stifteren, A.P. Møller, er formand for den fond, der kontrollerer mere end halvdelen af stemmerne i selskabet. Hendes søn, Robert Uggla, er direktør for det holdingselskab, hvor aktierne er placeret.

Kilder: www.maersk.com og www.apmoller.com

/ritzau/