Københavns Andelskasse blev i august meldt til politiet af Finanstilsynet for overtrædelser af den finansielle regulering og brud på hvidvaskloven.
På baggrund af anmeldelsen er banken torsdag blev overtaget af Finansiel Stabilitet, populært kendt som "statens skraldespandsselskab", med henblik på afvikling.
Det er ikke første gang, at Københavns Andelskasse er i problemer. Her kan du læse om andelskassen og de tidligere sager:
* Københavns Andelskasse er et selvstændigt andelsselskab ejet af andelshaverne. Der tilbydes de samme ydelser som andre pengeinstitutter - for eksempel udlån og pensionsrådgivning.
* Fokus er på privatkunder og mindre virksomheder. Andelskassen havde i 2017 et underskud på omkring tre millioner kroner.
* Efter en inspektion i Københavns Andelskasse i foråret 2017 vurderede Finanstilsynet, at andelskassens forretningsmodel var uholdbar.
Den var i for høj grad baseret på udlån af ringe kvalitet til en snæver personkreds omkring ejerne af andelskassen.
Samtidig vurderede Finanstilsynet, at det var betydelig uro omkring ledelsen. Ifølge nichemediet FinansWatch havde andelskassen haft 17 lederskift på fire år.
* Finanstilsynet påbød i december 2013 Københavns Andelskasse at stoppe udlån til nye kunder indtil 1. juli 2014.
Samtidig skulle andelskassen udarbejde en redegørelse for sin økonomiske stilling og fremtidsudsigter.
Påbuddet kom, efter at Finanstilsynet vurderede, at der var risiko for, at andelskassen inden for en overskuelig tid ikke ville kunne opfylde lovens kapitalkrav og derfor ville miste sin tilladelse.
* Københavns Andelskasse fik i 2008 en påtale for at have overtrådt bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.
Det skete, efter at Finanstilsynet afgjorde, at det var vildledning, da Københavns Andelskasse reklamerede for en pensionsopsparing med risikofri investering.
Kilder: Finanstilsynet, FinansWatch og Ritzau.
/ritzau/