Forbrugerombudsmanden har politianmeldt fire influencere for at overtræde markedsføringslovens forbud mod skjult reklame.
Ti andre influencere har fået en indskærpelse, mens otte er blevet orienteret om lovgivningen på området.
Læs om reglerne her.
* Skjult reklame er forbudt efter markedsføringslovens paragraf 6, stk 4. Man skal oplyse klart, hvis der er kommercielle interesser bag et opslag, så det er tydeligt for ens følgere.
* Forbuddet mod skjult reklame gælder på alle platforme, for eksempel Facebook, YouTube, Instagram og på blogs.
* Hvis et opslag er reklame, og det ikke tydeligt fremgår af sammenhængen, anbefaler Forbrugerombudsmanden, at man tydeligt markerer opslaget med "reklame", "annonce" eller et lignende ord.
* Hvis reklameopslaget er på dansk, skal markeringen også være på dansk.
* For at en reklamemarkering er tydelig, skal markeringen som udgangspunkt stå som det første i opslaget, have en tydelig skriftfarve og -type og en skriftstørrelse, der sikrer, at reklamemarkeringen ikke bliver overset.
* Overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod skjult reklame kan straffes med bøde.
Kilder: Forbrugerombudsmanden.dk.
/ritzau/