Tirsdag formiddag præsenterer regeringen sit nye klimaudspil, som skal sikre, at Danmark formår at leve op til EU's klimamål for 2030.
Danmark har ifølge regeringen et forventet reduktionsbehov på 32-37 millioner ton CO2 for at leve op til klimamålet.
Udspillet dækker 26 millioner ton med en forventning om, at et farvel til benzin- og dieselbiler får tallet til at stige.
Her er de mest markante udspil:
Ren transport i byen og på land
* Ingen nye benzin- og dieselbiler må sælges efter 2030, og salg af nye plug-in hybridbiler skal stoppes i 2035. Det skal bane vej for en million nye elbiler.
* 80 millioner kroner afsættes til hurtigladestande for elbiler.
* Registreringsafgiften på grønne biler for under 400.000 kroner fjernes i 2019 og 2020.
* I 2030 må ingen busser i byerne udlede luftforurening eller CO2. Allerede i 2020 skal de være CO2-neutrale.
* Benzin- og dieselbiler skal i 2030 være fortid i taxabranchen.
* Miljøzoner kan indføres i Danmarks fem største byer med skærpede krav til lastbiler, busser og varebiler.
* Klimavenligt asfalt skal rulles ud på statsvejnettet.
Landbrug med et mindre klimaaftryk
* Ny svinestaldsteknologi skal være mindske ammoniak og drivhusgasser i luften. En tilskudsordning skal hjælpe landmænd med investeringer i teknologier som eksempelvis gylleforsuring.
* En jordfordelingsfond på 150 millioner kroner skal gennem køb og salg af jorde sikre, at landbrugsproduktionen tager højde for blandt andet biodiversitet, klimagasproduktion og kvælstofreduktion.
* 90 millioner kroner skal afsættes til klimaforskning, der skal kortlægge, hvordan man bedst kan nedbringe udledning af drivhusgasser med teknologi.
* Biogasanlæg skal gøres tættere for at mindske metanudslip.
* Et udvalg nedsættes, der skal finde frem til tiltag i kampen mod ammoniak i luften. 160 millioner kroner afsættes i en pulje til disse konkrete tiltag.
Grøn omstilling af boliger og erhverv
* Gamle brændeovne fra før 2000 skal fjernes ved køb af bolig.
* 46 millioner kroner bliver afsat til en midlertidig national skrotningsordning for gamle brændeovne. Det kan give omkring 2000 kroner i tilskud for de ældste brændeovne, hvis de bliver fjernet.
* Krav for anvendelse af køleanlæg i detailhandlen skal strammes.
Mere klimavenlige danskere
* En adfærdskampagne med klimamærker skal gøre det lettere for danskere at træffe det grønne valg.
* Klimaets pris skal lanceres til det bedste danske klimainitiativ.
Mere miljøvenlig skibsfart
* Regeringen vil igangsætte et internationalt projekt, der skal sikre mere miljøvenlig krydstogtturisme i Østersøen.
* De rederier, som ikke overholder lovgivning om svovludledning, skal offentliggøres med navns nævnelse.
Kilder: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.