FAKTA: Her er medlemmerne af det nationale stresspanel

Regeringen vil bekæmpe stress. Et ekspertpanel skal komme med forslag til at komme problemet til livs.

Regeringen har udpeget et stresspanel, der består af 11 eksperter inden for blandt andet sundhed, arbejdsmarkedet og familieliv.

De skal inden jul holde fire temamøder, som skal munde ud i tre forslag, der skal kunne omsættes enten politisk eller af danskerne selv.

Organisationer for studerende er utilfredse med, at der ikke er unge eller studerende med i panelet.

Herunder kan du læse om de 11 medlemmer af det nationale stresspanel:

* Anette Prehn er formand for panelet. Hun er sociolog, underviser, foredragsholder og forfatter til en række bøger om mental sundhed.

* Peter Lund Madsen er speciallæge i psykiatri. Han er desuden hjerneforsker, forfatter og foredragsholder.

* Anne-Mette Ravn er administrerende direktør i Hartmanns, som har ligget i top ti over Danmarks bedste arbejdspladser de sidste ti år i træk.

* Imran Rashid er dansk-pakistansk læge, it-iværksætter, debattør, foredragsholder og forfatter til bogen "Sluk".

* Christian Mogensen er foredragsholder og projektleder ved Center for Digital Pædagogik.

* Marianne Breds Geoffroy er forfatter og speciallæge i psykiatri.

* Thomas Braun er direktør for Studenterrådgivningen. Han har 50 års erfaring med at yde psykologisk og psykiatrisk rådgivning og behandling til studerende.

* Trine Wulf-Andersen er lektor på Roskilde Universitet ved Institut for Mennesker og Teknologi.

* Mikkel Baastrup er administrerende direktør i virksomheden B. Nygaard Sørensen, som i 2016 vandt Arbejdsmiljøprisen i psykisk arbejdsmiljø.

* Sarah Wessmann Olsen er frivilligkoordinator i Det Sociale Netværk.

* Peter Lodahl er dansk operasanger.

Kilder: Sundheds- og Ældreministeriet

/ritzau/