FAKTA: Her er gruppe C ved VM i fodbold

Sport
Danmarks landshold er klar til kamp i Rusland. Første modstander er Peru lørdag klokken 18. (Foto: Foto: Lars Møller/Scanpix)

Danmark åbner mod Peru, mens Australien og Frankrig tørner sammen i gruppens anden kamp. Her er VM's gruppe C.

Lørdag er det tid til at få Christian Eriksen og holdkammeraterne fra Danmark i aktion ved VM. Første modstander er Peru. Her er fakta om de fire hold i gruppe C.

Gruppe C:

* Australien

Verdensrangliste: 36.

Træner: Bert van Marwijk (Holland).

Anfører: Mile Jedinak.

Spillerprofiler: Mathew Ryan (målmand, Brighton), Tim Cahill (angriber, Millwall), Mile Jedinak (midtbanespiller, Aston Villa).

Topscorer i kvalifikationen: Tim Cahill (11 mål).

Kvalifikation: Det var ikke en nem vej, der førte australierne til VM, for i gruppespillet måtte de se Japan og Saudi-Arabien tage de direkte VM-pladser. I de første playoffkampe besejrede Australien den upåagtede modstander Syrien efter stort besvær, og VM-billetten blev derefter sikret med samlet sejr i playoffkampene over Honduras. Efterfølgende sagde landstræner Ange Postecoglou op, og Bert van Marwijk blev ansat i januar.

Seneste deltagelse: 2014 (gik ikke videre fra gruppespillet).

Tidligere VM-slutrunder: 4 (1974, 2006, 2010 og 2014).

Bedste placering: Ottendedelsfinale i 2006.

* Danmark

Verdensrangliste: 12.

Træner: Åge Hareide (Norge).

Anfører: Simon Kjær.

Spillerprofiler: Christian Eriksen (midtbane, Tottenham), Kasper Schmeichel (målmand, Leicester), Simon Kjær (forsvarer, Sevilla).

Topscorer i kvalifikationen: Christian Eriksen (11 mål).

Kvalifikation: Et nederlag ude mod Polen og hjemme mod Montenegro tidligt gjorde vejen til VM lang for Danmark. Der kom dog for alvor håb, da Danmark slog Polen 4-0 i Parken, og få kampe efter var andenpladsen sikret. Over to playoffkampe mod Irland blev det slået fast, at Christian Eriksen hører til i verdenseliten, og hans hattrick i Dublin vil huskes af danskerne i mange år frem.

Seneste deltagelse: 2010 (gik ikke videre fra gruppespillet).

Tidligere VM-slutrunder: 4 (1986, 1998, 2002 og 2010).

Bedste placering: Kvartfinale i 1998.

* Frankrig

Verdensrangliste: 7.

Træner: Didier Deschamps (Frankrig).

Anfører: Hugo Lloris.

Spillerprofiler: Kylian Mbappé (angriber, Paris Saint-Germain), Antoine Griezmann (angriber, Atlético Madrid), Paul Pogba (midtbane, Manchester United).

Topscorer i kvalifikationen: Antoine Griezmann og Olivier Giroud (4 mål).

Kvalifikation: Få hold har så mange offensive verdensstjerner som Frankrig, men det er endnu ikke for alvor kommet til udtryk på banen, hvor franskmændene i flere tilfælde har haft problemer med at score mål. Det forhindrede dog ikke Frankrig i at vinde sin gruppe foran Sverige og Holland, men 18 mål i 10 kampe synes ikke voldsomt imponerende.

Seneste deltagelse: 2014 (tabte til Tyskland i kvartfinalen).

Tidligere VM-slutrunder: 14 (1930, 1934, 1938, 1954, 1958, 1966, 1978, 1982, 1986, 1998, 2002, 2006, 2010 og 2014).

Bedste placering: Vandt i 1998.

* Peru

Verdensrangliste: 11.

Træner: Ricardo Gareca (Argentina).

Anfører: Paolo Guerrero.

Spillerprofiler: Paolo Guerrero (angriber, Flamengo), Jefferson Farfán (angriber, Lokomotiv Moskva), Renato Tapia (midtbane, Feyenoord).

Topscorer i kvalifikationen: Paolo Guerrero (6 mål).

Kvalifikation: Peru endte bag Brasilien, Uruguay, Argentina og Colombia, men foran Chile på grund af en bedre målforskel. Femtepladsen var nok til at få adgang til playoffkampe, hvor peruanerne slog New Zealand med samlet 2-0.

Seneste deltagelse: 1982 (gik ikke videre fra gruppespillet).

Tidligere VM-slutrunder: 4 (1930, 1970, 1978, 1982).

Bedste placering: Kvartfinale i 1970 og 1978 (Peru endte blandt de otte bedste, efter at holdet blev slået ud i andet gruppespil).

Kilde: fifa.com

/ritzau/