Tredje kvartal er højsæson for dannelse af orkaner i Atlanterhavet, som bevæger sig vestpå mod den amerikanske syd- og vestkyst, de caribiske øer og Den Mexicanske Golf.
Og dette års orkansæson har været ekstraordinær med flere på hinanden følgende voldsomme vejrsystemer.
Her er et overblik over de fire kraftigste af slagsen:
- Harvey udviklede sig fra midten af august til en kategori 4-orkan i løbet af de følgende 14 dage. Med sig havde den store mængder nedbør, hvoraf en stor del faldt i og omkring USA's fjerdestørste by, Houston. Mindst 77 mennesker blev dræbt, og ødelæggelserne skønnes at løbe op i over 70 milliarder dollar.
- Herefter fulgte Irma, som dog tog en anden bane, der gik hen over blandt andet Bahamas og Puerto Rico, inden den ramte den amerikanske kyst, hvor særligt Miami blev hårdt ramt. 84 omkom i orkanen, der på sit højeste nåede kategori 5. Skaderne er opgjort til over 60 milliarder dollar.
- Jose fulgte lige i hælene på Irma, men var ikke nær så ødelæggende. Den nåede kun kategori 4 og kostede ingen menneskeliv.
- Maria er seneste skud på stammen og trådte for alvor i karakter i weekenden, hvor øen Dominica blev raseret. Sent tirsdag og onsdag forventes kategori 5-orkanen at passere De Amerikanske Jomfruøer.
Sidste efterår bød kun på en enkelt kategori 5-orkan i form af Matthew og en enkelt i kategori 4, nemlig Nicole.
Året forinden var Joaquin - en kategori 4-orkan - den kraftigste.
Kilde: National Hurricane Center.
/ritzau/