Nomineringen af en ny dommer i Højesteret i USA får i disse dage massiv medieomtale, men i Danmark er udnævnelsen af nye dommere i Højesteret ikke noget, der trækker de store overskrifter.
En forklaring kan ligge i de to landes meget forskellige regler og praksis for udnævnelsen af højesteretsdommere.
Læs om de to forskellige systemer her:
Udpegningen af dommere:
* USA: Udpegningen sker fra politisk side. Præsidenten nominerer en dommer til posten, og kandidaten skal efterfølgende godkendes af Senatet.
* Danmark: Et uafhængigt dommerudnævnelsesråd indstiller én person til stillingen som højesteretsdommer. Rådet består af en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat, en repræsentant indstillet af Dansk Folkeoplysnings Samråd og en indstillet af Kommunernes Landsforening.
Højesteretskandidaten udpeges først til en prøvesag for Højesteret med henblik på udnævnelse. Justitsministeren skal efterfølgende følge rådets indstilling og udpege pågældende.
Højesterets indflydelse:
* USA: Den amerikanske højesteret har haft en lang række prøvelser af, om love er i strid med forfatningen. Den har i flere sager tilsidesat lov, hvor det ikke på forhånd har været særlig klart, om loven var i strid med forfatningen.
Et af de mest omtalte eksempler er en afgørelse fra 1973, hvor et flertal i Højesteret kom frem til, at en lov, der kriminaliserede abort, var i strid med forfatningens ”right to privacy”.
* Danmark: Den danske højesteret har derimod en mere forsigtig linje i forhold til at tage stilling til, om love strider mod grundloven. Der er kun få eksempler på, at Højesteret har fundet, at en lov ikke lever op til grundlovens krav.
Kilder: Domstolsstyrelsen og professor i jura Michael Hansen Jensen fra Aarhus Universitet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.