Nybagte fædre holder mindre fri efter deres barns fødsel end det, som EU har lagt op til at øremærke mænd.
Fremover får hver forældre ret til mindst fire måneders forældreorlov, og to af månederne øremærkes faren uden ret til at overdrage dem til moren.
Samtidig er der lagt op til, at fædre kan tage mindst ti arbejdsdages fædreorlov i tiden omkring fødslen af barnet.
Her er en oversigt over, hvor meget fri nybagte fædre holder efter fødslen.
Tallene dækker over forældre, der bor sammen, hvor begge har ret til barselsdagpenge:
* I gennemsnit holdt mænd 31 dage fri efter deres barns fødsel i 2015, hvor de seneste tal stammer fra. Det er en stigning fra 19 dage i 2005.
* Mænd uden en ungdomsuddannelse holder i gennemsnit fri 19 dage, mens fædre med en lang videregående uddannelse har 47 dage.
* Mænd i København holder længst fri med 33 dage, mens der er mindst fri Nordjylland med 23 dage. Det skyldes i nogen grad forskelle i uddannelsesbaggrund.
* Mødre har i gennemsnit fri 300 dage - svarende til 43 uger.
* I familier, hvor begge forældre højest har en ungdomsuddannelse, har kvinderne fri 309 dage. Mændene har 18 dage.
* I familier med mindst en mellemlang videregående uddannelse, har kvinderne fri 283 dage, mens mændene holder 46 dage.
Kilde: Danmarks Statistik.
/ritzau/