Klokken 00 natten til fredag trådte EU's nye toldsatser mod en lang række amerikanske varer i kraft.
EU's liste over de omfattede produkter nævner ikke specifikke varemærker. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, sagde dog i marts, at unionen blandt andet ville gå efter Levi's-cowboybukser og Harley Davidson-motorcykler.
Her følger et overblik over nogle af de produkter, der bliver ramt af EU's nye told.
* Stål:
Adskillige stålprodukter er målrettet, inklusive stålbjælker, stålrør, rullet stål, rustfrit stål, kabler, kæder, stilladser, køkkenprodukter, ovne, stiger og vaskebaljer.
* Beklædning:
Denimbukser - bedre kendt som jeans eller cowboybukser, sengelinned, lædersko.
* Kosmetikvarer:
Øjenmakeup og læbestift står på listen og udgør ifølge EU en værdi på 280 millioner euro i import fra USA i 2017.
* Transport:
Motorcykler og scootere med en kapacitet på mindst 500 kubik, hvilket inkluderer næsten alle Harley Davidsons modeller. Motorbåde, lystfartøjer, kanoer og robåde er også på listen.
* Fødevarer:
Majs, ris, tranebær- og appelsinjuice og jordnøddesmør.
* Tobak og spiritus:
Bourbon og amerikansk whisky. EU importerede i 2017 bourbon for 415 millioner euro fra USA. Derudover optræder cigaretter, cigarer og såkaldte "cheroots" (en slags tynd cigar) på listen.
Kilder: AFP
/ritzau/