Pengene til satspuljen tages fra den automatiske regulering af overførselsindkomster, som stiger 0,3 procent mindre end den gennemsnitlige lønudvikling.
De senere år er satspuljen svundet kraftigt ind i takt med skrumpende lønstigninger. I 2014 er der godt 350 millioner kroner.
* På psykiatri- og sundhedsområdet er der afsat 110 millioner kroner i 2014 ud af i alt 410 millioner kroner over fire år. Pengene går blandt andet til:
- Udbredelse af sociale akuttilbud i kommunerne, som mennesker med psykiske lidelser kan henvende til for at få akutovernatning og støtte.
- Ambulante akutte teams, så psykisk syge, der bor i eget hjem, hurtigt kan få støtte og behandling.
- Indsats for danskere, der både har en psykisk lidelse og et misbrug.
* På det sociale område er der afsat 154,6 millioner kroner i 2014 ud af i alt 637,5 millioner kroner over de næste fire år. Pengene går blandt andet til:
- Udsatte børn og unge, blandt andet en styrkelse af indsatsen mod asocial adfærd hos unge.
- Handicapområdet, blandt andet et projekt for familier med handicappede børn og et projekt for udviklingshæmmede voksne.
- Udsatte voksne, blandt andet forebyggelse af, at unge bliver hjemløse.
- Støtte til frivillige organisationer.
* På beskæftigelsesområdet er der afsat 56,5 millioner kroner, og i tillæg til forhandlingsrammen er der under forhandlingerne omdisponeret yderligere 6,1 millioner kroner.
De kommer fra den permanente satspuljebevilling "Udvikling af den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked".
I alt er der afsat 195,9 millioner kroner over fire år. Pengene går til:
* At fremme beskæftigelsen hos handicappede.
* Erhvervsrettede tilbud til udsatte grupper, blandt andet ledige med læse-, stave- og regnevanskeligheder.
* At fremme beskæftigelsen hos udsatte grupper som kriminelle unge og sindslidende førtidspensionister.
* Finansiering af en reform af sygedagpengeområdet.
/ritzau/