Det skal være mere attraktivt for en større del af danskerne at placere en del af deres opsparing i aktier.
Med den begrundelse er regeringen med opbakning fra Dansk Folkeparti og De Radikale ved at indføre en såkaldt aktiesparekonto i Danmark.
Ifølge revisionsfirmaet BDO er det dog primært folk, der har en investerbar formue - altså ud over pensionsopsparingen - på mere end en million kroner, der vil få en skattefordel ud af at bruge kontoen.
Læs mere om aktiesparekontoen her:
* Man kan kun oprette én aktiesparekonto per person.
* Der kan indskydes op til 50.000 kroner på kontoen.
* Pengene kan investeres i børsnoterede aktier og investeringsbeviser. Det vil altså sige, at kontoen ikke kan bruges til investeringer i eksempelvis obligationer eller unoterede aktier.
* Én gang om året opgøres det, om man har tjent penge på de aktier, der er investeret i. Er der det, beskattes afkastet med 17 procent.
* De penge skal banken automatisk hæve på en tilknyttet kontantkonto.
* Er der i et år tab på aktierne på kontoen, omregnes det til en "negativ skat", der senere kan modregnes i skattebetalingerne, lyder forslaget.
* Ægtefæller kan oprette hver sin aktiesparekonto. Men et negativt afkast hos den ene kan ikke modregnes hos den anden.
* Loven skal træde i kraft 1. januar 2019.
* Ifølge den politiske aftale bag er det meningen, at beløbsgrænsen gradvist skal hæves til 200.000 kroner.
Kilder: Forslag til Aktiesparekontolov, revisionsfirmaet BDO.
/ritzau/