Ubådskaptajn Peter Madsen blev i april idømt fængsel på livstid for drabet på Kim Wall i Københavns Byret.
Madsen har valgt at acceptere byrettens afgørelse om, at han er skyldig. Omvendt har han anket straffen til landsretten i håbet om en tidsbestemt fængselsstraf. Det kunne eksempelvis være 16 års fængsel.
Østre Landsret har tirsdag afsat tre dage til ankesagen: Det drejer sig om 5., 12. og 14. september 2018.
Herunder kan du læse mere om fængsel på livstid.
* Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.
* I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.
* Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt. Det er Kriminalforsorgen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra fængslet, hvor den dømte afsoner.
* Hvis Kriminalforsorgen skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse afvises. Dette kan afsoneren indbringe for retten efter 14 år.
* Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.
* På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer.
* Eksempelvis kom Palle Sørensen, der i 1965 dræbte fire politifolk, til at sidde i næsten 33 år, før han kom ud af fængslet.
* To nuværende afsonere har ligeledes siddet i over 30 år. Det drejer sig om Naum Conevski, der i 1984 likviderede to unge mænd på Amager, og Seth Sethsen, der året efter begik rovmord på en taxichauffør i Albertslund.
* For øjeblikket afsoner 25 personer en livstidsdom i Danmark. Hertil kommer Peter Madsen, såfremt dommen stadfæstes.
Kilder: Ritzau og Kriminalforsorgen.
/ritzau/