8000 gymnasieelever testede torsdag 7. marts programmet Den Digitale Prøvevagt, som Undervisningsministeriet har udviklet for at opdage snyd.
Der var tale om en slags generalprøve på systemet forud for premieren ved sommerens afsluttende prøver, hvor systemet skulle være obligatorisk.
Men systemet er fejlbehæftet, erkender undervisningsminister Merete Riisager, der tirsdag har udskudt ibrugtagningen af programmet.
Meningen med Den Digitale Prøvevagt er, at det skal opdage snyd. Det fungerer sådan her:
* Når eksamen starter, begynder programmet at registrere, hvad den studerende foretager sig på computeren.
* Programmet registrerer, hvilke internetsider den studerende besøger, hvilke programmer der kører på computeren, og programmet tager med jævne mellemrum billeder af computerens skærm og ved større skærmændringer.
* Registrerer programmet aktiviteter på computeren, som ikke er tilladt til eksamen, vil programmet give besked til institutionen. De kan så hente data over elevens computerbrug. Det kan ske både under og efter prøven.
* Den store mængde data kan også bruges til stikprøvekontroller. For eksempel hvis nogle studerende måske har klaret sig markant bedre end forventet.
* Data indsamlet fra elevernes computere bliver opbevaret på en central server i Irland i fire måneder. Serveren ejes af internetgiganten Amazon.
* En undersøgelse, som Epinion har gennemført i efteråret 2018, viser, at hver 10. gymnasieelev har begået "regelbrud" ved de afsluttende prøver i sommerterminen 2018. Knap fire procent af eleverne erkender ifølge undersøgelsen, at de har snydt.
Kilder: Undervisningsministeriet, Ekstra Bladet, Altinget, Ritzau.
/ritzau/