USA har de senere år været ramt af flere masseskyderier.
Senest er mindst otte personer blevet dræbt og flere såret under en skudepisode ved en synagoge i Pittsburgh i staten Pennsylvania i USA.
Angrebet skete lørdag formiddag lokal tid, mens den jødiske synagoge Tree of Life var fuld af mennesker.
Læs her om nogle af de seneste års mest dødbringende masseskyderier i USA:
* 2018:
Februar: Den 19-årige Nikolas Cruz dræber 17 elever og ansatte, da han med en halvautomatisk riffel åbner ild mod dem på Marjory Stoneman Douglas High School i staten Florida.
* 2017:
Oktober: En 64-årig mand skyder mod flere tusinde koncertgængere fra sit hotelværelse i Las Vegas.
58 personer bliver dræbt, og 546 bliver såret i angrebet. Gerningsmanden begår selvmord efter angrebet, der er det blodigste i nyere amerikansk tid.
November: 25 personer og et ufødt barn mister livet, og 20 andre bliver såret, da Devin Patrick Kelley åbner ild mod en kirke i Sutherland Springs i Texas.
Gerningsmanden bliver efterfølgende fundet død.
* 2016:
Juni: 49 bliver dræbt, da 29-årige Omar Saddiqui Mateen skyder omkring sig i Orlando-natklubben Pulse i Florida, der fortrinsvis bliver besøgt af homoseksuelle.
Gerningsmanden bliver dræbt, da politiet rykker ind for at befri de gidsler, han har taget.
* 2015:
December: Ægteparret Syed Rizwan Farook og Tashfeen Malik åbner ild mod en forsamling af medarbejdere på Inland Regional Center i byen San Bernadino i Californien. 14 personer mister livet.
* 2012:
December: 20-årige Adam Lanza skyder først sin mor, før han dræber 20 elever og lærere på Sandy Hook Elementary School i Newtown i staten Connecticut.
Kilder: CNN Library, Vox.com, AFP og KDKA.
/ritzau/