Dannebrog. Et æg. En høne. Et hjerte. Det er fire logoer, som fra mandag kommer til at pryde skallen af danske æg.
Som modsvar til en stigende import af udenlandske æg til Danmark lancerer brancheorganisationen Danske Æg et nyt dansk våbenskjold, som skal påtrykkes alle danskproducerede æg.
Mærket skal fungere som et kvalitetsstempel, da danske æg efterhånden er fri for salmonella.
Her kan du læse, hvad det nye mærke siger om dine æg:
* Dansk flag: Står for "dansk oprindelse". Ægget er dansk og produceret med omtanke gennem hele produktionen.
* Ægget: Står for "fødevaresikkerhed": Danske æg er sikre med verdens strammeste kontrolprogram og særlige krav om en ubrudt købekæde fra landmand til butik.
* Hjertet: Står for "sundhed": Danske æg er sunde. De indeholder protein af høj kvalitet og en lang række vigtige vitaminer og mineraler.
* Hønen: Står for "dyrevelfærd": Der er et stort fokus på dyrevelfærd blandt danske landmænd. Derfor bliver ingen danske høns næbtrimmede, og økologiske høns kan gå ude året rundt.
Kilde: Danske Æg.
/ritzau/