FAKTA: Danske udsendte i Afghanistan, Irak og Kosovo

En kortlægning af den militære indsats i Afghanistan, Irak og Kosovo præsenteres tirsdag. Læs om status her.

Tirsdag offentliggøres en udredning om Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Udredningen, som forskerne Rasmus Mariager og Anders Wivel fra Københavns Universitet har stået i spidsen for, blev aftalt af et flertal i Folketinget i 2016.

Her er status på Danmarks aktuelle indsats i de tre lande:

* AFGHANISTAN:

Forsvaret har haft soldater i Afghanistan siden 2002, men trak de sidste kampsoldater ud i 2013. Siden begyndelsen af 2015 har Danmark bidraget med 160 soldater til den Nato-ledede mission "Resolute Support".

Der fokuseres på træning, rådgivning og støtte til nationale institutioner.

Danskerne er placeret i Kabul fire forskellige steder: Camp Qargha, New Kabul Compound, Resolute Support Hovedkvarter og Hamid Karzai International Airport.

Danmark har sammen med Storbritannien, Australien og New Zealand været med til at uddanne over 3000 afghanske officerer.

* IRAK:

De første danske tropper blev sendt af sted som led i en amerikanskledet invasion i 2003 og blev trukket tilbage i 2007.

Siden 2014 har Danmark bidraget til en international koalition i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil). Operationen hedder "Inherent Resolve".

180 danske soldater rådgiver, uddanner og træner irakiske sikkerhedsstyrker.

Et dansk Hercules-transportfly med omkring 30 soldater har base på Ali Al Salem Air Base i Kuwait. Det skal støtte koalitionen med transport, nedkastning af forsyninger til styrker på jorden og evakuering af syge og sårede.

Desuden bidrager Danmark med 15 personer i koalitionens hovedkvarterer i regionen og en mobil radar på luftbasen Al Asad og op til 20 personer - heriblandt operatører på luftbasen Al Dhafra i De Forenede Arabiske Emirater.

22 mand er udsendt til Natos træningsmission i Irak til opbygning af it- og kommunikation under missionen.

Et dansk hold af læger og sygeplejersker tager imod svært tilskadekomne og sørger for, at de stabiliseres før transport til hospitaler.

* KOSOVO:

Hovedopgaven for de 35 danske soldater i Kosovo Force (KFOR) er bevogtning af den franske lejr ved Novo Selo. De danske soldater løser også opgaver i styrkens hovedkvarter i Pristina.

Flere end 13.000 danske soldater har gjort tjeneste i Kosovo, siden Danmark første gang udsendte soldater til Kosovo Force.

Missionen begyndte i efteråret 1999, da 800 danske soldater blev udstationeret i den konfliktfyldte region. Det blev hurtigt øget til 880, som er det største antal soldater, Danmark har bidraget med i Kosovo.

Kilde: Forsvaret.dk.

/ritzau/